Vedtægter for Hasnæs Vandværk a.m.b.a.
 
§1
Selskabet er et andelsselskab med begrænset ansvar, hvis hovednavn er Hasnæs Vandværk a.m.b.a.
 
Selskabet har desuden følgende binavn: Ebeltoft Vand a.m.b.a.
 
Selskabet har hjemsted i Syddjurs Kommune. 
 
§2 Formål:
Selskabets formål er i overensstemmelse med den til enhver tid gældende vand- forsyningslov og det for vandværket fastsatte regulativ at forsyne ejendomme inden for vandværkets forsyningsområde med godt og tilstrækkeligt vand samt at varetage medlemmernes fælles interesse i vandforsyningsspørgsmål samt deraf afledte forhold.
 
§3 Medlemmer:
Enhver, der har tinglyst adkomst til fast ejendom i forsyningsområdet, kan blive medlem af selskabet.
 
Den der har tinglyst adkomst til ejendommen, kan give en anden myndig person, der er bosiddende på ejendommen, fuldmagt til at varetage sine interesser i selskabet og i selskabets bestyrelse.
 
Ved fraflytning af ejendommen, udtræder man automatisk af bestyrelsen.
 
Den der har tinglyst adkomst til ejendommen kan til enhver tid tilbagekalde en fuldmagt.
 
For ejendomme, der er opdelt i ejerlejligheder, er det ejerne af de enkelte ejerlejligheder, der er medlem, medmindre andet er tinglyst på ejendommen. 
 
§4 Medlemmernes rettigheder:
Selskabets medlemmer har ret til at blive forsynet med vand på de vilkår, der er fastsat i det af Syddjurs Kommune fastsatte regulativ.
 
Ved indmeldelse kan medlemmet ved henvendelse til bestyrelsen få tilsendt vedtægter, regulativ og gældende takstblad. Informationerne kan desuden findes på selskabets hjemmeside. 
 
§5 Medlemmernes forpligtelser og hæftelser i øvrigt:
For enhver af selskabets forpligtelser hæfter medlemmerne alene med den i selskabet indskudte kapital.
 
Ethvert medlem indtræder med alle de rettigheder og forpligtelser, der fremgår af vandværkets regulativ og takstblad - herunder betaling af anlægsbidrag, samt af nærværende vedtægter.
 
Såfremt et medlem overdrager sin ejendom, er medlemmet - ved dødsfald medlemmets bo - forpligtet til at drage omsorg for, at den nye ejer indtræder i medlemmets forpligtelser over for selskabet. Når selskabet modtager meddelelse om ejerskifte, ophører medlemmets rettigheder og forpligtelser over for selskabet
 
§6 Udtræden af selskabet:
Udtræden af selskabet kan ske ved grundens ophør som selvstændigt matrikelnummer, eller hvis ejendommen overføres til andet forsyningsområde.
 
Såfremt en grund ophører som selvstændigt matrikelnummer, afbrydes stikledningen fra forsyningsledningen, og medlemmet udtræder af selskabet.
 
Ved udtræden kan der ikke udbetales eller udloddes andel i selskabets formue, ligesom eventuelle omkostninger afholdes af medlemmet.
 
§7 Generalforsamling:
Generalforsamlingen er selskabets højeste myndighed.
 
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af maj måned.
 
Bestyrelsen kan beslutte, at generalforsamlingen skal afholdes digitalt.
Digital generalforsamling kan være et supplement til fysisk fremmøde på generalforsamlingen.
Dette muliggør, at medlemmerne kan deltage elektronisk i og stemme under generalforsamlingen uden at være fysisk til stede.
 
Bestyrelsen fastsætter de nærmere krav til de digitale systemer og medier, der skal anvendes i forbindelse med den digitale generalforsamling. Bestyrelsen skal ved en digital generalforsamling sikre, at generalforsamlingen afvikles på betryggende vis, herunder at vedtægternes øvrige bestemmelser om generalforsamlingens afvikling iagttages. Det anvendte system skal være indrettet på en sådan måde, at der sikres betryggende deltagelse og afvikling under hensyntagen til medlemmernes ret til at ytre sig og stemme på generalforsamlingen.
 
Bestyrelsen skal gøre medlemmerne bekendte med, at der afholdes en digital generalforsamling i forbindelse med indkaldelse til generalforsamlingen.
Bestyrelsen skal oplyse medlemmerne om, hvordan digitale systemer skal anvendes i forbindelse med generalforsamlingen. Selskabets medlemmer skal ligeledes oplyses om, hvordan de tilmelder sig den digitale generalforsamling, og hvordan de kan finde oplysninger om fremgangsmåden ved generalforsamlingen.
 
Det digitale system skal på pålidelig måde kunne fastslå, hvem der deltager i generalforsamlingen, således der undgås uvedkommendes deltagelse. Systemet skal ligeledes sikre muligheden for hemmelig afstemning.
 
Indkaldelse til generalforsamlinger, såvel ordinære som ekstraordinære, sker med mindst 14 dages varsel ved særskilt meddelelse i form af E-mail til de medlemmer, der har oplyst mailadresse, samt ved annoncering på vandværkets hjemmeside med angivelse af dagsorden, og tid og sted for afholdelse.
 
Forslag skal for at kunne behandles på ordinær generalforsamling, afgives til bestyrelsen senest den 1. april, forud for årets generalforsamling.
 
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:
 
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning
3. Det reviderede regnskab forelægges til godkendelse
4. Budget for det/de kommende år forelægges til godkendelse
5. Behandling af indkomne forslag
6. Valg af medlemmer og suppleanter til bestyrelsen
7. Valg af revisor(er) og evt. suppleanter
8. Eventuelt
 
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen.
 
Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, når mindst 15 % af medlemmerne fremsætter skriftlig forlangende herom til bestyrelsen, ledsaget af en skriftlig dagsorden.
 
I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes inden to måneder efter modtagelsen af den skriftlige begæring, og dagsordenen skal udsendes med indkaldelsen.
 
De på generalforsamlingen trufne beslutninger indføres i referat, der underskrives af dirigenten.
 
§8 Stemmeret og afstemninger:
Hvert medlem har én stemme, uanset vedkommende ejer flere ejendomme.
 
Et medlem kan for et andet medlem afgive stemme ved skriftlig fuldmagt. Et medlem kan dog udover egen stemme kun afgive yderligere én stemme ved fuldmagt.
 
Ethvert medlem kan kræve hemmelig afstemning. Afgørelser træffes ved simpel stemmeflerhed.
 
Forslag til vedtægtsændringer kan kun vedtages, når mindst 2/3 af de stemmeberettigede er til stede, og når mindst 2/3 af disse stemmer for.
 
Er 2/3 af selskabets medlemmer ikke til stede, kan forslaget vedtages på en efterfølgende ekstraordinær- eller næste års ordinære generalforsamling med 2/3 af de afgivne stemmer, uanset antallet af fremmødte stemmeberettigede.
 
§9 Bestyrelsen:
Selskabets bestyrelse består af 5 medlemmer, valgt blandt medlemmerne for 2 år ad gangen, idet der hvert år på den ordinære generalforsamling afgår skiftevis 2 og 3 medlemmer.
 
Hvert år vælges 2 suppleanter. Efter opnået stemmetal, ved gensidig aftale eller ved lodtrækning vælges 1. og 2. suppleant. Suppleanten indtræder, når et bestyrelsesmedlem afgår midt i en valgperiode. Den valgte suppleant indtræder i det afgåede bestyrelsesmedlems resterende valgperiode.
 
Kan suppleanter ikke indtræde, kan bestyrelsen udpege midlertidig suppleant, der indtræder, frem til næste generalforsamling. Alternativt kan bestyrelsen vælge at fortsætte med færre medlemmer frem til næste generalforsamling.
 
Genvalg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter kan finde sted.
 
Bestyrelsen konstituerer sig selv. Den er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Bestyrelsen kan til varetagelsen af den daglige drift ansætte fornødent personale og ligeledes afholde de efter dens eget skøn nødvendige udgifter til administration, reparation og vedligeholdelse.
 
Bestyrelsen har ansvar for regnskabsførelsen og opstiller årsregnskab og budget.
 
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og fører referat, der underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.
 
Anlægsvirksomhed, der væsentligt overstiger det vedtagne budget, skal forelægges generalforsamlingen.
 
Bestyrelsen kan i tilfælde af overtrædelse af konkrete forbud pålægge overtræderen et gebyr, som skal fremgå af takstbladet. 

 
§10 Tegningsret:
Selskabet tegnes af formanden i forening med ét bestyrelsesmedlem.
 
Ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom og ved udstedelse af gældsbeviser kræves dog hele bestyrelsens underskrift.
 
Bestyrelsen kan meddele prokura.
 
§11 Regnskab:
Selskabets regnskabsår løber fra den 1. januar til den 31. december.
 
Den årlige overdækning, der måtte fremkomme efter forsvarlige afskrivninger og henlæggelser, kan ikke udbetales til medlemmerne.
 
Bestyrelsen beslutter ved en regnskabsperiodes begyndelse, hvilken type af erklæring (Assistance, Review, Udvidet gennemgang eller Revision), der skal udføres i forbindelse med årsregnskabet.
 
Generalforsamlingen vælger hvert år revisor(er), enten blandt medlemmerne eller en registreret eller statsautoriseret revisor.
 
Årsregnskabet underskrives af revisor(er), dirigent og bestyrelsen 
 
§12 Opløsning:
Opløsning kan kun besluttes, såfremt 3/4 af samtlige stemmeberettigede stemmer derfor. Dersom opløsningen vil kunne ske uden indskrænkning i forsynings­mulig­hederne, f.eks. ved fusion med et andet vandværk eller ved kommunal overtagelse, kan opløsningen dog besluttes efter de i § 8 angivne bestemmelser vedrørende vedtægtsændringer.
 
Den opløsende generalforsamling træffer afgørelse om eventuelle aktivers anvendelse. Et eventuelt overskud kan ikke udloddes til medlemmerne, men kan overføres til et andet selskab, der varetager samme eller lignende formål som selskabet
 
§13 Ikrafttræden:
Selskabets vedtægter er vedtaget / sidst ændret på generalforsamlingen den 24. maj 2025.
 
De træder i kraft den 24. maj 2025.
 

 
Selskabets vedtægter er vedtaget / sidst ændret på generalforsamlingen den 12. maj 2012.
 
De træder i kraft den 1. januar 2013.
 
Med virkning fra den 1. januar 2013 overtages fra interessentskabet Hasnæs Vandværk samtlige dette selskabs aktiver og passiver i henhold til den for dette selskab foreliggende reviderede og godkendte årsrapport for 2012, hvorefter interessentskabet Hasnæs Vandværk er opløst.
 
Bestyrelsesmedlemmer, revisorer og suppleanter, der den 31. december 2012 er valgt på generalforsamlingen i interessentskabet Hasnæs Vandværk, indtræder med virkning fra den 1. januar 2013 i de tilsvarende funktioner i Hasnæs Vandværk A.m.b.a. 
Ændring af §7 stk. 3 trådt i kraft pr. 9. april 2025